Jeg troede, jeg kunne ignorere ham, men det kan jeg ikke!

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at Stram kurs har fået skrabet nok vælgererklæringer sammen til at kunne blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Min mand har altid sagt, at den dag ville komme, hvor det ikke betyder noget, om vi har levet hele vores liv i Danmark, at vi har dansk statsborgerskab, vores børn er født her og vi føler os danske, for vores følelse af danskhed og vores danske papirer vil altid kun være til låns. Vi vil altid kunne spores tilbage til et oprindelsessted, og derfor potentielt kunne sendes tilbage – tilbage hvor vi kommer fra.

Intet har kunnet pisse mig mere af, end når vi har diskuteret lige netop det. Og jeg har afslået det med, at der er regler og love, der beskytter os som minoritet, skulle vi en dag ende der. I lørdags fik Stram kurs med 20.109 støttere, potentielt er der vel flere derude, bag sig, der går ind for, at mit statsborgerskab skal annulleres og støtter op om etnisk udrensning! I lørdags kom vi et skridt tættere på en virkelighed, der burde være uvirkelig og ikke-realiserbar, men taget den offentlige debat, snakken om øer, alle stramningerne og de umenneskelige forhold på udrejsecentrene, der virkelig skal vise os, at Danmark ikke har plads til flere mennesker som mig, flygtninge, i betragtning, alligevel er kommet dét tættere på.

******

Jeg prøver altid at holde mig lidt væk fra de dårlige nyheder. Negative nyheder får for meget opmærksomhed, og jeg bliver påvirket af dem. Jeg har derfor hørt om Rasmus Paludans´ videoer, og læst om hans provokationer, men jeg har ikke set én eneste af hans videoer. Et bevidst valg, da jeg ikke ønsker at give ham opmærksomhed. Jeg har tænkt, at han skulle ties væk. Det tætteste jeg er kommet på at se hans videoer, var de brudstykker der blev vist i sidste uge, da DR sendte dokumentaren “Rasmus Paludan – højrenationalist i børnehøjde”. Dokumentaren så jeg kun, fordi den havde med børnene at gøre, men på de klip de viste, hvor han enten står og demonstrere eller taler med børn, kunne jeg mærke både forargelse og vrede stille og roligt sitre inden i.

Jeg har derfor forsøgt at ignorere ham. Det holdt lige ind til, at min 10-årige datter for nogle måneder siden kom hjem og fortalte, at der fandtes en mand på Youtube, der siger en masse grimme ting om muslimer, om de fremmede, at de skal smides ud etc. Det var der børn fra klassen, der havde fortalt. Hun spurgte, om det han sagde, også gjaldt os, og om hun måtte se et billede af ham, da hun ikke selv havde set hans videoer.

For nyligt meldte han så sin ankomst i nærheden af, hvor vi bor. Det fandt jeg ud af, da hun spurgte, om hun måtte tage derover. Hun ville rigtig gerne se ham, og lovede at hun nok skulle holde sig på afstand. Desuden var der nogle fra klassen, der skulle der hen. Én af drengene ville der over for at fortælle ham, Rasmus Paludan, at han er en dum racist, og en af pigerne fortalte de andre, at hendes mor fra var bange for, at det ville ende i skyderier. Jeg fortalte min datter, at hun på ingen måde, måtte komme der over, og jeg fortalte hende hvorfor: At han bevidst opsøger dem, han ikke kan lide for at sprede had, frygt og fordomme, der gør folk sure og kede af det, og når de så reagerer, så bruger han det som et “bevis” på, at det han siger er rigtigt. Det bedste man derfor kan gøre er slet ikke at dukke op. Man skal bare ignorere ham, fortalte jeg hende.

******

Men som tiden går, er det gået op for mig, at selvom jeg har kunnet filtrere Stram Kurs og Rasmus Paludan ude af min bevidsthed, så har mit barn ikke det samme filter. Hun kan ikke navigere uden om ham på samme måde, som jeg kan. Mine drenge på 3 og 4 år har jeg tænkt, godt vil kunne, men ikke min 10-årige datter, der som de fleste på hendes alder er udstyret med en smart-phone. Jeg vidste derfor, det kun er et spørgsmål om tid, før hun finder vej til videoerne og hadet selv.
Vi har nemlig ofte oplevet, at hun kommer hjem fra en dag i skole og frit og er fuldt opdateret på begivenheder der sker både indenrigs og udenrigs, selvom vi sjældent ser “voksen-tv” her hjemme, eller taler om samme i foran børnene. Det har derfor ikke været os, der har eksponeret hende for dem. Hun bliver opdateret dels i klassen med lærerne, når de for eksempel ser Ultra Nyt, dels i skolegården med kammeraterne, der ikke alle i samme grad er blevet garderet mod de voksnes nyhedsstrømme .

De seneste måneder har vi derfor snakket en del om Rasmus Paludan, hans holdninger og hans måde at demonstrere dem på og blev enige om, at den slags ikke er værd at bruge sin tid online på. Igen, velvidende om, at det kun var et spørgsmål om tid. For langt de fleste der ser hans videoer er børn og unge. Børn og unge der bliver hængende for underholdningen og forargelsens skyld for at se, hvad næste stunt bliver… og det næste… og det næste.

Min 4-årige har set en Rasmus Paludan video før jeg!

I lørdags blev det så min 4-årige søns tur. Min 4-årige har set en Rasmus Paludan video før jeg! En tur ned på legepladsen var hvad der skulle til. For heller ikke dér kan børn slippe for den allestedsnærværende Rasmus Paludan! Nede i gården så han en video fra urolighederne på Nørrebro med nogle af de andre nabobørn, inklusiv hans storsøster.

Han kom farende ind ad døren, lige akkurat som jeg havde sat nedenstående plakat op i vores trappe gang. Plakaten er fra 2002 og er en reaktion fra kunstnergruppen Superflex på den tiltagende hårde tone i offentligheden, når debatten kom til udlændinge og integration – noget der ihvertfald ikke er blevet mildere siden da. Plakaten er en gave fra en veninde, og vi har haft den liggende længe. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvor den skulle placeres i vores hjem, såvel som mentalt – for er jeg modtager eller afsender på den? Men da jeg lørdag morgen vågnede til nyheden om, at Stram Kurs var blevet opstillingsberettiget følte jeg, at nu var det rette tidspunkt, at den kom op.

Mens jeg stadig stod på trappen, kom min dreng hjem. Helt oppe at køre over, hvad han havde set på videoen – tumult, råb, raketter, grimt sprog og had. Han kunne ikke lade være med at gentage alle de grimme ting han havde hørt, han gentog Rasmus Paludans´ navn om og om igen, og snakkede om, at han sendte folk ud i rummet med raketter. Ud af vinduet spurgte han vores underbo, om han kendte Rasmus Paludan, der svarede ham, at Paludan ikke var rask i hovedet. Min søn pegede derefter over til genboen og sagde: “Jeg tror, det er ham dér. Han er lidt mærkelig”. Et kæmpe misk mask af eufori, over at have set noget så vildt, og samtidig ikke kunne forstå noget af det.

******

Jeg mindes ikke, at jeg som barn, har haft snakke med mine forældre om racisme eller oplevet, at de har skulle sige fra over for andre mennesker, når vi var ude. Om det skyldes, at de aldrig har oplevet noget, at de ikke opfattede det eller måske helt ignorerede det, ved jeg ikke, men jeg husker det ihvertfald ikke. Til gengæld har jeg talt med min ældste om racisme flere gange. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg ikke kan komme uden om det.

Det har derfor hele tiden skurret lidt i mig, når jeg har fortalt min datter, at det bedste vi kan gøre er at ignorere ham, når jeg ellers har gjort en dyd ud af at kommentere, vise utilfredshed eller decideret svare igen, når vi har været vidne til eller genstand for kommentarer eller opførsel, der ikke var okay – for at lære hende fra barnsben af, at man ikke skal finde sig i hvad som helst, og for at vise hende, at det er okay, at sige fra.

Efter urolighederne på Nørrebro, hvor en gruppe unge reagerede på hans provokationer, der genererede en del omtale i medierne – ikke af Paludans handlinger, men de unges – får de unge nu skylden for, at Stram Kurs har fået vælgererklæringer nok til at blive opstillingsberettiget. En årsagsforklaring så belejlig, at den fritager enhver at skulle granske sig selv, sin position, sit ansvar og mulige bidrag til opretholdelse eller nedbrydelse af status quo.

Samstødende og den efterfølgende mediedækningen har også fået mig til at genoverveje, om det mest hensigtsmæssige virkelig er, at vi bare skal ignorere Rasmus Paludan og det had han spreder. Et had han får lov at sprede uimodsagt. For det mest belejlige vi kan finde på at gøre er at ignorere ham. Lige ind til, at dem der virkelig ikke kan ignorere ham, dem som lader sig rive med af den sitrende vrede, han tænder inde i én, og dem som kun taler voldens sprog, fordi de ikke har lært andet, reagerer. Så kan vi fortsat ignorere ham og istedet reagere på dem, der ikke kunne lade være.

Jeg troede virkelig, jeg kunne ignorere ham, men det kan jeg ikke! Det kan jeg ikke, lige meget, hvor meget jeg vil, så længe mine børn er eksponeret for ham. Det værste er dog, at jeg ikke kan beskytte mine børn mod ham og hadet han spreder.

Ihvertfald ikke alene.

Jeg og mine børn har brug for at vide, at vi ikke står alene. At folk ikke vender det blinde øje til, men tager bladet for munden og siger stop. At de, som ikke bliver ramt på samme følelsesmæssige måde og som Rasmus Paludan betragter som sine egne, viser noget mod og giver modstand. At de går imod og modargumenterer ham, så ham og hans ligesindede ser, at stilheden hidtil ikke er lig med accept – og jeg ligeledes kan fortælle mig selv og mine børn det samme.